Af Jacob Stryhn, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Sjællands Storkreds
Motiveret af mødet med et lokalt ungt offer og dennes familie ønsker jeg at sætte ekstra fokus på et retsområde, som vi som land fuldstændig har svigtet. Derfor er den måde, staten behandler ofre på, en af mine vigtigste mærkesager, som kræver handling nu.
Danmark bryster sig af at være et retssamfund. Et ordentligt land. Et land, hvor borgerne kan stole på, at staten træder til, når livet rammer hårdt.
Men for alt for mange ofre for grov vold og alvorlige forbrydelser er virkeligheden en anden. Først bliver de ramt af forbrydelsen. Bagefter bliver de ramt af systemet.
Det er ikke bare urimeligt. Det er uværdigt.
Sagen kort: I Danmark har vi valgt, at ofre ikke skal være afhængige af, om gerningsmanden kan betale. Derfor har vi Erstatningsnævnet, hvis gerningsmanden ikke kan betale.
Men når afgørelsen trækker ud i årevis, får ofrene i praksis hverken hjælp fra gerningsmanden eller staten. Så svigter systemet dér, hvor det skulle beskytte.
Der har været flere konferencer, analyser og debatter om retssikkerhed i årevis, også i advokatbranchen selv. Men for de mennesker, der venter på en afgørelse i Erstatningsnævnet, er problemet stadig det samme: Systemet leverer ikke i tide.
I januar 2026 kunne TV 2 dokumentere, at ventetiden på erstatning til ofre med varige mén i blandt andet voldssager er eksploderet fra 230 dage ved udgangen af 2024 til 394 dage ved udgangen af 2025. Det er en stigning på mere end 70 procent på bare ét år. Selv justitsminister Peter Hummelgaard erkender i samme artikel, at de nuværende ventetider er „uholdbare“.
Når selv ministeren bruger det ord, burde enhver forstå alvoren.
For hvad er det egentlig, vi beder ofre om at acceptere?
At mennesker, der lever med PTSD, kroniske smerter, tabt arbejdsevne og ødelagte hverdage, skal vente i månedsvis og årevis på den erstatning, de har krav på. At mennesker, der allerede er blevet slået ned, truet eller påført varige mén, nu også skal bruge deres kræfter på at kæmpe mod statens langsommelighed.
Retfærdighed, der kommer for sent, føles ikke som retfærdighed. Og i mange tilfælde er det slet ikke retfærdighed.
Det mest opsigtsvækkende er, at staten ikke kan sige, at den ikke vidste det. Allerede i april 2024 oplyste Civilstyrelsen selv, at der kunne gå op til 24 måneder, før en ansøgning om offererstatning overhovedet blev taget under behandling. Ikke afgjort. Ikke færdigbehandlet. Bare taget under behandling.
Det burde have udløst politisk handling med det samme.
Senere samme år kom så en meget alvorlig påtale fra Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden slog fast, at sagsbehandlingstiderne i Erstatningsnævnet generelt er alt for lange. Antallet af verserende sager var steget med 32 procent, og andelen af sager, der havde ligget i over ét år, var steget fra 24 procent til 41 procent. Ombudsmanden pegede endda på sagstyper med gennemsnitlige liggetider på fire til over otte år.
Fire til over otte år!
Hvis et menneske er blevet udsat for grov vold, og staten derefter lader vedkommende vente i årevis på en afgørelse om erstatning, så er systemet ikke længere en hjælp. Så er systemet blevet en ekstra belastning.
Det er det, der gør denne sag så alvorlig. Det handler ikke bare om papirbunker og arbejdsgange. Det handler om mennesker, som i forvejen er pressede, sygemeldte, traumatiserede eller økonomisk klemt. Bistandsadvokaternes Landsforening advarer om, at de lange ventetider fastholder forurettede i en offerrolle og sætter deres liv på pause. Det er præcis dét, staten ikke må gøre.
Og alligevel er det dét, der sker.
Det gør sagen endnu værre, at problemerne fortsætter, selv om området allerede har fået tilført flere midler. Der er altså ikke tale om et problem, ingen har set. Det er et problem, staten har kendt, anerkendt og delvist forsøgt at løse i årevis — uden at det har virket godt nok. Når ventetiden stiger så voldsomt, selv efter ekstra bevillinger, er det ikke længere nok at love forbedringer. Så er man nødt til at erkende, at indsatsen har været utilstrækkelig.
Men sagen stopper ikke ved ventetiden. Institut for Menneskerettigheder har også peget på et andet alvorligt problem: at voldsofre risikerer ikke at få den fulde erstatning, de faktisk har krav på. Når bistandsadvokatens rolle i praksis ophører, og Erstatningsnævnet arbejder ud fra et ansøgningsprincip, hvor offeret selv skal rejse de enkelte krav, risikerer mennesker uden juridisk hjælp at gå glip af erstatning for eksempelvis varigt mén. Institut for Menneskerettigheder beskriver et gennemgået materiale, hvor krav om varigt mén kun var rejst i tre sager — og i alle tre tilfælde havde offeret advokat.
Det bør mane til eftertanke.
Når staten først kommer med hjælpen, når livet allerede er kørt af sporet, er det ikke hjælp. Så er det et svigt. For et voldsoffer skal ikke også være sin egen erstatningsjurist. Et menneske, der er blevet slået i stykker af en gerningsmand, skal ikke bagefter mødes af et system, som er så tungt, så langsomt og så uigennemsigtigt, at det i praksis bliver endnu en kamp.
Et ordentligt samfund står på ofrenes side. Ikke kun i domssalen, men også bagefter.
Derfor er der brug for mere end beklagelser. Vi har brug for klare og bindende svarfrister. Vi har brug for reel ekstra kapacitet dér, hvor sagerne i dag hober sig op. Vi har brug for bedre og længerevarende bistandsadvokathjælp i alvorlige sager. Og vi har brug for et system, hvor ofre ikke selv skal gætte sig frem til, hvilke erstatningsposter de har ret til.
For mig er det her et helt grundlæggende spørgsmål om ret og rimelighed.
Staten skal skabe ro, når mennesker er blevet ramt af kaos. Staten skal genskabe tillid, ikke slide den ned. Og staten skal levere retfærdighed i tide — ikke først, når uvisheden allerede har fået lov til at gøre skaden større.
Ofre for grov vold skal ikke være ofre for anden gang i mødet med det danske retssystem.
Det her er ikke bare et spørgsmål om sagsbehandling.
Det er et spørgsmål om, hvorvidt vi stadig er et samfund, der tager ofres retssikkerhed alvorligt. Retssikkerhed og hele justitsområdet har altid haft meget høj prioritet hos De Konservative. Vi skal som danskere i et demokratisk retssamfund altid kunne føle, at retfærdigheden sker fyldest.
Forklaringer og dokumentation er der nok af, men resultater er der for få af. Hvis jeg kommer i Folketinget, bliver det én af min absolutte første og vigtigste prioriteter.