Af Jacob Stryhn, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Sjællands Storkreds
I Region Sjælland har vi desværre landets højeste skolefravær i folkeskolen. Det siger ikke så lidt, når landsgennemsnittet allerede er overvældende højt. Det er ikke bare et tal. Det er et alvorligt advarselssignal om mistrivsel blandt vores børn.
Børne- og Undervisningsministeriets nyeste tal viser, at Region Sjælland har landets højeste gennemsnitlige skolefravær. Samtidig har mere end hver femte elev på landsplan over 10 pct. fravær. Børnerådet har advaret om, at over 75.000 børn har et bekymrende højt fravær. Bag tallene gemmer der sig børn, som langsomt glider ud af både læring, fællesskab og troen på egne evner.
Tallene peger i det hele taget den forkerte vej. Ministeriets trivselsmåling viser, at trivslen i folkeskolen er faldet siden 2016/2017. VIVE har dokumenteret, og Folkeskolen har omtalt, at andelen af 7-årige, der virkelig godt kan lide skolen, er faldet fra 82 pct. i 2009 til 63 pct. i 2021. Det er en udvikling, vi skal tage dybt alvorligt, og derfor har vi i Det Konservative Folkeparti også sat fokus på den i vores nye folkeskoleudspil.
Børns Vilkår peger desuden på, at mange lærere ikke oplever at have tid nok til at tage hånd om elevernes trivsel. Det er et politisk ansvar. For når problemerne ikke bliver grebet i tide, vokser de sig større – både for barnet, familien, klassen og de lærere, der hver dag forsøger at holde sammen på det hele.
Hvis vi accepterer, at Region Sjælland topper skolefraværet, accepterer vi også, at alt for mange børn bliver ladt i stikken. Det må vi ikke.
Derfor skal vi sætte tidligere ind, skabe mere ro og tydelighed i skoledagen, give lærerne mere tid til børnene og styrke samarbejdet mellem skole og hjem. Vi skal reagere, mens problemerne stadig kan løses – ikke først, når barnet har mistet fodfæstet.
Ingen børn i Sjællands Storkreds skal fremover miste lysten til skolen, fordi vi voksne reagerer for sent. Det skylder vi både børnene, familierne og fremtiden i vores landsdel.